
OM
Karen er founder af SNAK OM DET universet og forfatter til bøgerne med samme tematik. Hun er nysgerrigt anlagt og forsøger altid at forstå den adfærd, som kan være svær at forstå, og finde mening i det, der kan synes meningsløst. Og så kan hun ikke lade være med at opleve verden med barnets øjne. Hun ser, når vi forsømmer at møde børn og unge med indlevelse og respekt.
Åbenhjertig kontakt med andre mennesker er næring for Karen, og hun nyder da også at bidrage til, at børn og voksne får talt sammen om dét, der sker i relationen, så den bliver meningsfuld for barnet.
Karen
Karen er uddannet socialrådgiver, supervisor, familie- og psykoterapeut mpf.
Forfatter blev hun, fordi bøgerne ’Hvad børn ikke ved... har de ondt af’ og ’SNAK OM DET... MED ALLE BØRN’ bare måtte skrives.
Det er indholdet i disse bøger og erfaringerne fra samtaler med børn og familier på social- og sundhedsområdet, som hun gennem mange år har foldet ud i sin undervisning til såvel forældre som en bred gruppe af fagprofessionelle.
Karen stiller spørgsmål ved fastgroede sandheder og italesætter gerne ’elefanten i rummet’.
I en årrække mødte hun især børnefamilier, hvor en af de voksne var ramt af psykisk lidelse eller misbrug, og de vanskeligheder, der ofte følger for hele familien. Men også andre familier kan opleve, at kommunikationen om det mest betydningsfulde går i stå, og relationen udvikler sig på en usund måde. Det sker mellem de voksne og det sker mellem forældre og børn. Med en ganske lille indsats er det muligt at bryde de usunde mønstre. Og det er her Karen tilbyder sin hjælp.
Inddragelse af børn handler om at vi tager barnets perspektiv og hjælper det med at forstå sig selv og familiens liv. Den røde tråd er: Vi skal snakke med børnene om den virkelighed, de er en del af.
Nye veje og nye stemmer får plads:
Karen har besluttet at skrue ned. Hun giver stafetten og sine varmeste anbefalinger til Marie Noél, Rikke, Berit og Birgitte, som står bag Netværkssamarbejdet SNAKOMDET. Alle er erfarne undervisere og foredragsholdere, som står klar med oplæg helt i tråd med Karens værdier og forståelse, men selvfølgelig på et fundament af egne erfaringer og med eksempler fra egen praksis.
Nyt online kursus med Karen Glistrup
I samarbejde med filmproducer Mette Bahnsen har Karen imidlertid skabt det videobaserede kursus "HVAD BØRN IKKE VED... har de ondt af". I kurset har du mulighed for at høre Karens egen formidling af teorier og metode i samtalen med udsatte børn og deres sårbare forældre.
Kurset svarer til 5 hele dages undervisning med oplæg, refleksion og øvelser. Det får den allerbedste feedback med kerneord som: Nærvær, ro, fordybelse, indsigt, fagligt stærkt funderet, gode øvelser.
Fremadrettet
Karen vil fremover prioritere tema- og fordybelsesdage for kommuner og organisationer, som planlægger eller har gennemført det online kursus. Tilsvarende vil hun efter behov tilbyde supervision og fordybelsessessioner til grupper og enkeltpersoner, som har gennemført kurset.
Kontakt
Står I med et brændende ønske om at hyre lige netop Karen Glistrup til et arrangement, så kontakt hende - måske findes der en løsning.
+ 45 23 46 19 58